Interfacet i et visuelt og historisk perspektiv

Interface'et markerer - set i et kunst- og æstetikhistorisk perspektiv - både et radikalt brud med og en fortsættelse af centrale forståelser af, hvad et billede er. Interface-kulturen er i udpræget grad visuel, dvs. dens væsentligste udtryksformer er billedlige, men samtidig er det tydeligt, at der er tale om en anden form for billedlighed end den, de klassiske billedteoretiske discipliner som kunsthistorien er vant til at tale om. Det billede, vi møder i interfacet, er et informationelt, programmeret, kodet, dynamisk og i en vis forstand tekstligt billede; et billede der er skrevet (med kode), og som bestandigt om-skrives (under brugerens interaktion). Dermed udfordrer interfacet en lang række udbredte grundforestillinger om billedets natur og tvinger de æstetikhistoriske fag til at gentænke disse spørgsmål, der altså blandt andet omhandler det klassiske spørgsmål om forholdet mellem billede og ord. Denne situation er usædvanligt frugtbar. Den giver os mulighed for at opnå nye indsigter i billedets natur, og den giver os mulighed for at anskue i hvert fald de sidste par århundreders visuelle kultur med nye øjne.

Set gennem interfacets perspektiv bliver det stedse tydeligere, at en række af interfacets karakteristika - det informationelle, programmerede, kodede, dynamiske osv. - faktisk kan genfindes eller erkendes i kim-form i billedkunsten, især de dele af billedkunsten, der har stået i et nært udvekslingsforhold til modernitetens billedteknologiske medieudvikling. Det gælder således ikke mindst fotografiet, der - skønt det oftest er blevet anskuet som en ukodet, statisk, analog virkelighedsgengivelse - i mindst lige så høj grad kan forstås som en "programmeret billedmaskine", der lige som interfacet snarere viser os operationer "inde i" maskinen end virkeligheden "derude" (Vilém Flusser). Det er næppe tilfældigt, at den ene af fotografiets opfindere, den engelske W.H.F. Talbot, var nært knyttet til opfinderen af den første automatiske regnemaskine (der traditionelt betragtes som en forløber for den moderne computer), Charles Babbage. Sådanne kulturhistoriske iagttagelser har først i de allerseneste år fundet vej ind i fotografi- og kunsthistorien (Geoffrey Batchen, James Elkins), men udgør et frugtbart afsæt for studier med det formål at påvise interfacekulturens ofte uerkendte forhistorie.

Sigtet med delprojektet er således dobbelt: På én gang at tegne konturerne af en "interface'ets visuelle kulturhistorie" og at bruge interface'et som en erkendelsesbrille, der kan få os til at se på tidligere tiders billeder med nye øjne. Den historiske fokusering i delprojektet går altså både "fremad" og "tilbage". Jeg ønsker både at se på "interface'et som historisk billede" og "det historiske billede som interface". Projektet ligger i forlængelse af problemstillinger rejst i min bog Fotografiets grå mytologi (Kbh. 2000) og påtænkes at udmunde i en bog med arbejdstitlen Interface: Det nye billede.